af Takaya Suto
I 1947 begyndte et nyt Japan, efter at Japan i samarbejde med USA havde udarbejdet en ny forfatning (Japans Forfatning). Den tidligere forfatning hed Imperiet Japans Forfatning (eller Meiji-Forfatningen, fordi den blev iværksat i Meiji Periodens 23. år (1890)). Her var Kejseren suveræn, og forfatningen var noget, som Kejseren gav til folket. Med den nye forfatning efter krigen er folket endelig blevet suverænt, og forfatningen blev det, som skulle tilbageholde magtmennesker for at beskytte enhvers menneskeret.
Med den nye konstitution blev demokrati og den vestlige kultur for alvor indledt i Japan.
Men det er umuligt at folkets tænkemåde pludseligt skulle have ændret sig, og at det japanske samfund totalt skulle have forandret sig på en dag. Førkrigstidens tænkemåde, og den måde hvorpå folk forholdt sig til hinanden, levede videre efter krigen. At lære om demokratiet var noget for efterkrigsgenerationen, og selv efter krigen fik førkrigsgenerationen ikke uddannelse i demokrati. Men det var selvfølgelig førkrigsgenerationen, der opretholdt samfundet i årtierne efter krigen.
Helheden før og over individet
Det førmoderne, der stammer fra tiden før krigen, betyder sådan noget som Shinto-staten, hvor folket ærer Kejseren som en hellig eksistens, et familie-samfund, hvor patriarken har en stærk magt over alle medlemmerne af familien, og en kollektivisme, der ikke anerkender individets værdi. Det er en verden, hvor “helheden” står før og over individet. Desuden udgør kristne selv i dag kun 1 procent af den japanske befolkning. Det japanske samfund efter krigen var en hybrid af det førmoderne og moderne. Denne hybrid strækker også ind over nutiden i dag. Afhængigt af hvilken af de to sider, der kommer i forgrunden, eller hvordan de relateres til hinanden, ændrer det japanske samfunds karakter sig også.
Fra Showa til Heisei
I Showa-perioden efter krigen (dvs. indtil 1989), har demokratiet og den vestlige kultur bredt sig uafbrudt. Men i Heisei-perioden, der kom efter Showa, begyndte den japanske økonomi at stagnere. Derudover blev den anden Abe-regering etableret i slutningen af 2012. Abe-regeringen har fremført en politik, der er centreret omkring det japanske rige og som ønsker at gå tilbage til den udemokratiske “tradition” før krigen. På den anden side fører regeringen en neoliberal økonomisk politik underordnet USA. Abes regering har skredet frem på disse to hjul. Det demokrati, der langsomt har vokset frem efter krigen, er nu i gang med at blive holdt nede, benægtet, og ødelagt. Det er situationen i Japan i dag.
Kierkegaards koncept om individet
Kierkegaards ideer fandt først læsere blandt folket efter krigen, selv om forskere havde stablet pålidelige forskningsresultater op siden før krigen. Der kan være flere grunde til, at han kom til at blive læst, men generelt set, kan man sige, at det har været konceptet om “individet”, der har draget japanernes interesse, fordi de ikke har haft det i deres egen tradition. Det har været virkelig vanskeligt for japanerne at forstå den stærke individualisme, og det er det også nu. Det har især været svært for japanerne at forstå det, at Kierkegaards individ samtidig også er en social eksistens, der sammensætter samfundet. Men det var absolut nødvendigt for at “tilegne” sig demokratiet. Denne bestræbelse er blevet endnu mere væsentligere i dag.
Historisk tilbagetog
Taget Abe-regeringens historiske tilbagetog i betragtning, og folket der understøtter regeringen, kommer vi til at skulle gennemgå kritisk og grundigt om demokratiet for alvor har slået rod i Japan, og hvad demokratiet var fra Showa perioden indtil nu. Vi kan ikke længere tænke, at den demokratiske og den traditionelle japanske verdensanskuelse efterhånden vil penetrere hinanden, blive “aufgehoben” og virkeliggøre en “god tidsalder”. Selvom der tidligere var, og stadig er, lærde menneskerer på universiteterne, der har studeret den vestlige kultur, må vi kritisk overveje om demokratiet virkelig er et grundelement i det japanske samfund. Hvad er “det japanske”? Hvordan forholdet det sig til demokratiet eller den moderne individualisme? Og hvordan bliver den kristne religion accepteret i denne proces? Eller bliver den afvist? Er det muligt at virkeliggøre demokratiet uden Kristendommen? Det bliver vist mere og mere klart, at Japan står på en historisk skillevej i 2019.
Kierkegaard – reference for japanere
Under alle omstændigheder har Kierkegaards individualisme, der har rod i den vestlige kristne tradition, betydning for os. Hvordan kan det individuelle være over det almene og det universelle? Hvis vi ikke kan forstå denne logik, kommer individet til at blive undertrykt i samfundet. På den anden side lever Kierkegaards individ ikke udenfor samfundet. Kierkegaard viste for sin samtid en Kristendom, der var “common sense” for det det danske samfund dengang. Vi kan ikke overse, at den Kristendom, som Kierkegaard anvendte som grund, faktisk var en anskuelse, der havde sat rammerne for det vestlige samfund. Hvordan kan Japan uden Kristendom benytte sådan en tænkning? Kierkegaard er selv i dag en af de vigtige referencer for japanere, dér hvor idealer og virkelighed krydser hinanden.