Viser alle 5 resultater
I bogen La otra orilla del Color skriver Graham Thompson om maleren Efraim Espino:
“For beauty is nothing but the beginning of terror, which we are still just able to endure, and we are so awed because it serenely disdains to annihilate us’ R.M. Rilke i Duino Elegier
Espino arbejder i en udforskning af post-figurativ moderne kunst fra Kandinsky til Matisse, og tilføjer en kosmologisk og åndelig dimension, for eventyrets skyld, i ren form og med to-dimensionel plasticitet.
Som hos Kandinsky kan man også i Espinos værker se det platonske spil af rene og universelle former, og i Espinos værker er intet endeligt, solidt og perfekt – det er heller ikke kun leg og eksperimenter med former og farver. I stedet er det rent maleri og dybde, som det Kandinsky skabte omkring 1912.1 dette minder Espinos arbejde os mere om Chagall, især hans blide berørings- og penselstil. Formularerne er ikke tunge og dominerende, malingen på Iærredet har sin egen form – klar, gennemsigtig og delikat. Hintet om den tabte menneskelige sjæl i et enormt kosmos er der også. Det drejer sig stadig om søgning efter skønhed, selvom resultatet nogle gange er skræmmende, endda frygtindgydende (se Rilke-citat ovenfor).
I modsætning til Chagall og også den central- og sydamerikanske tradition, hvor Espino kan placeres, har han ingen historie, der tydeligt skal fortælles, ingen magi eller hyperrealisme, men et væld af muligheder og referencer, hvor den menneskelige figur undertiden er til stede, men nærmest overvældet af kosmiske have og historiens vægt. Når figurerne er tilstede, kommer de ud af kaos og ud af stringente former, og i modsætning til Matisse bliver de aldrig til klichéer eller ren dekoration.
Ligesom hos Tapies er tekstur en vigtig bestanddel af arbejdet, selvom det hos Espino, i modsætning til hos den catalanske kunstner, aldrig kommer ud over Iærredets overflade. Der er altid en følelse af lys, subtile farver, gennemsigtighed og store dybder fra malingen på Iærredet. I hans værker er det en astronomi af former og farver, der tager os mod et skjult center, som om vi søger universets første øjeblikke.