Gustavo Vejarano

Jeg blev født i en familie af kunstnere i 1952. Mine to tanter på min fars side var godt funderede kunstnere på Bogota-kunstscenen: den ene danser og den anden maler. På min mors side var min tante kunstsamler og havde en smuk kunstsamling samt kunstbøger, som jeg brugte timer på at læse og på at kopiere tegninger og malerier. Som 17-årig forlod jeg mit hjem for at finde min egen vej, og således opdagede jeg kunstneren i mig. Mine formelle kunststudier startede i studiet hos David Manzur, en berømt colombiansk kunstner. Kort efter kom jeg i kontakt med andre kunstnere og stiftede LA HUELLA ART STUDIO, et kollektiv, der arbejdede med fotografering, ætsning, silketryk og maleri. Vi producerede flere serier af ætsninger såvel som den første colombianske fotokunstbog.

I 1982 blev jeg opfordret til at udstille på Paris-biennalen og besluttede at tage chancen og rejse og blive i Frankrig. Jeg solgte alt, hvad jeg kunne, forberedte mit arbejde til biennalen, pakkede mine kufferter, og med min familie, min kone og en pige og en dreng emigerede jeg til Paris. At bo i Paris var for mig i en permanent tilstand af forundring over kunsthistorien. At gå til Louvre var for eksempel som at være i en tidsmaskine, hvor jeg kunne besøge forskellige årtusinders kunst og kulturer på en eftermiddag! Min kunst udviklede sig meget hurtigt, og jeg fik ideen om at bruge min kunstpraksis som et værktøj til at studere og forstå emner og ideer, som interesserede mig. Nu, 48 år efter mit første soloshow, har jeg en lang række malerier, skulpturer og tegninger, der vidner om de forskellige perioder – ideer, billeder, plastiske sprog og løsninger, som jeg har arbejdet med.

Som ung kunstner fokuserede jeg på at bruge billeder til at kommunikere følelser. Men som maleriet og livet gik videre, skiftede mit fokus fra de erkendelser, mine sanser registrerede, til de subtile verdener, som min fantasi kunne føre mig til. En af de vigtigste udforskninger, jeg kastede mig over, var malerier, skulpturer og tegninger dedikeret til hellig kunst. Dette førte mig ud på rejser til hellige steder og templer overalt i Europa, Indien og Sydamerika for at studere templer, kirker, klostre og huler set ud fra bygningens energistruktur. For at kunne “se” de subtile energilinjer, huler og underjordiske floder brugte jeg radiesthesia, en teknik, der bruger penduler og stænger til at tydeliggøre de subtile aspekter af naturen. Denne undersøgelse og de kunstværker, der blev produceret i løbet af denne tid, tog mig mere end 15 år og endte med et one-man-show med et ledsagende katalog.

Omkring den tid købte jeg mig et stykke jord i en lille by ved havet. Der byggede jeg et studie og var klar til at starte en ny undersøgelse og male nye malerier. En dag, hvor jeg roede i en lille kano på bugten i et roligt hav, så jeg, hvad der skulle blive genstand for min kunst i de næste ti år: solen og bølgerne spiller sammen, skaber stadigt skiftende former, umulige at forstå! Det var denne følelse af kontinuerlig forandring, som jeg ville male. Billedsprog var enkelt. Enkelte celleformer, der kombinerer sig på utallige måder for at give følelsen af ​​bevægelse og flydeevne, oversvømmede mit arbejde.

Nu er jeg nået til endnu et vigtigt øjeblik. Nye kræfter havde samlet sig i mit underbevidste sind og pressede mig til nye bestræbelser … vi vil se, hvor de kan tage mig hen …

Gustavo Vejarano
Taganga Junio ​​2020
Gustavo Vejarano på Facebook
Gustavo Vejarano på Instagram