PsykologiVisuel

At gentænke tanken – nyt syn på visuel tænkning

Af 4. maj 2019 april 9th, 2023 Ingen kommentare

af Laura Otis – oversat af Clara Strunge

Artiklen har tidligere været bragt i Psychology Today (17. 02. 2016)

Mennesker, der ikke tænker visuelt, har det ofte svært med at forestille sig det mentale liv hos dem, der gør. Med “tænke” mener jeg: bevidst planlægning, problemløsning, forestillingsevne og erindring. De fleste mentale processer sker ubevidst, men min forskning fokuserer på den aktive oplevelse af at tænke, som varierer fra person til person. I et tidligere studie af det visuelle mentale billedsprog fandt Francis Galton deltagere, der ikke aktivt oplevede disse visuelle mentale billeder. “Mentalt manglede de noget, som de ikke vidste, de manglede,” skrev han, “og naturligt nok mente de, at dem der sagde, at de havde det, overdrev” (Galton 1883, 85). Dette var også min erfaring. Folk går ofte ud fra, at andre tænker, som de selv gør, og er skeptiske, når de hører om nogen, der udfolder livagtige billeder, eller som lever i mentale verdener uden et visuelt landskab.

Værdien af visuel tænkning

I de sidste fire årtier, særligt i de sidste to, har lærde indenfor fysik såvel som poesi argumenteret for eksistensen samt værdien af visuel tænkning. At psykologer har måtte arbejde så hårdt for at bevise dens eksistens siger noget om, hvor dybt de kulturelle fordomme mod det har stukket. Som kandidatstuderende i komparativ litteratur lærte jeg, at tanke var sprog, og at dem, der var uenige, misfortolkede det, der foregik i deres hjerner. Jeg accepterede det aldrig, særligt da jeg begyndte at undervise i skrivning for førsteårsstuderende på ingeniørstudiet. Siden dengang (i slut 1980’erne) har adfærds- og billedstudier vist, at ikke alene er visuel tænkning “sand,” men også at den omfatter en bred vifte af færdigheder.

Visuel eller verbal tænkning smelter sammen

Værker som Temple Grandins Thinking in Pictures og Thomas G. Wests In the Mind’s Eye har afsløret, hvor vigtigt det er, at undervisere dyrker visuel tænkning, og at de tilpasser deres metoder til studerende, der er visuelt tilbøjelige. Ny forskning viser, at vi bliver nødt til at bevæge os væk fra at kategorisere mennesker som enten “visuelle” eller “verbale” og i stedet tænke over de mange forskellige mentale processer, der indgår i visuel tænkning. I 1980’erne definerede psykologen Vera John-Steiner visuel tænkning som “repræsentationen af viden i form af strukturer i bevægelse; … studiet af forholdene mellem disse former og strukturer; … strømmen af mentale billeder som billeder, diagrammer, forklarende modeller, iscenesatte malerier af enorme ideer og simple gestusser; …arbejdet med sindets systemer og strukturer” (John-Steiner 1997, 109). John-Steiner udviklede denne definition baseret på mange interviews med kreative mennesker. Selv da stolede hun ikke på kategorierne “visuel” og “verbal” og undgik helt at placere kreative tænkere i nogen af dem. Ligesom hendes indikerer min egen narrative forskning i kreative professionelle,  at kreativitet ikke kan bindes op på visuel eller verbal tænkning. De smelter ofte sammen, når de interagerer.

Objekt- og rumlig visualisering

I de seneste ti år har kognitive neuroforsker Maria Kozhevnikov og hendes kollegaer været i gang med at finde beviser på, at dem, der tænker visuelt, fæstner sin lid til to klare grupper af færdigheder:

  • Dem, der støtter sig på objektvisualisering klarer sig bedst, når de skal forestille sig scener, der er rige på detaljer, samt når de skal skelne mellem farvenuancer. De har ofte fremragende visuel hukommelse og bearbejder scener holistisk.
  • Dem, der bruger rumlig visualisering, er gode til at vurdere afstand, relatere dimensioner og hastigheder, og de bearbejder ofte ideer i forhold til skematiske mønstre (Kozhevnikov, Kosslyn & Shephard 2005, 710).

Disse to sæt af færdigheder svarer til to parallelle stier, som menneskelige visuelle systemer behandler informationer gennem:

  • Den ventrale strøm (visuel objektgenkendelse, red.) analyserer visuelle detaljer og farver og virker orienteret mod identifikation og genkendelse.
  • Den dorsale strøm (visuel handlen, red.) har adgang til distancer, retninger, hastigheder og dimensioner og lader til at forberede mennesker på handling (Kandel et al. 2013, 562-64).

Interessant nok scorer folk, der er gode til verbal tænkning ofte gennemsnitligt i tests i rumlig tænkning og objekttænkning. Det er kun dem, der udmærker sig i rumlig tænkning og objekttænkning, som klarer sig dårligt i tests, der kræver andre slags visuel tænkning. Der er altså en god afvejning mellem objekt- og rumlig visualisering (Kozhevnikov, Blazhenkova & Becker 2010, 29). Kozhevnikovs gruppe har produceret stærke beviser for, at der ikke kun findes én stil i forhold til visuel tænkning.

Kozhevnikov og hendes kollegaer har også erhvervet data, der viser, at trænede forskere har en tendens til at bruge rumlig visualisering, og at visuelle kunstnere tenderer mod objektvisualisering (Blazhenkova & Kozhevnikov 2010, 23). Det står stadig ikke klart om disse erhverv udvikler folks rumlige- og objekt-evner, eller om de, der er født med disse tilbøjeligheder, tiltrækkes af jobs, der kræver disse evner. Begge ting er sikkert sande. Tænkning udvikles gennem tilbøjeligheder og øvelse i et komplekst feedback loop.

Som skeptiker af enhver påstand om menneskets tænkning – og tidligere formand for Samfundet for Litteratur, Videnskab og Kunst – vil jeg henstille til påpasselighed i forhold til at koble enhver form for arbejde med én bestemt type tænkning. Innovativ videnskab og kunst trækker på hver sin type tænkning, som den menneskelige hjerne kan frembringe. Den store værdi af Kozhevnikovs arbejde baserer sig på dets demonstration af mængden af færdigheder, som visuel tænkning involverer. Den bedste måde at virkeliggøre visuel tænkning for dem, der tvivler på dets effekt, er at løfte sløret for de rige mentale verdener hos dem, der bruger det i deres tænkning.

Einstein og visuel tænkning

Albert Einstein har længe været citeret som en visuel tænker, men få har set detaljeret på måden, han beskrev tænkning:

“Hvad, helt præcis, er ‘tænkning’? Når hukommelsesbilleder opstår ved modtagelsen af sanseindtryk, er det ikke ‘tænkning’ endnu. Og når sådanne billeder danner sekvenser, hvor hver del fremkalder en ny, er det stadig ikke ‘tænkning’ endnu. Men når et bestemt billede dukker op i mange sådanne sekvenser, da – netop grundet denne genopståen – bliver det et organiserende element for sådanne sekvenser, fordi det forbinder sekvenser, der i sig selv ikke er relateret til de andre. Sådan et element bliver et redskab, et koncept. Jeg tror, at overgangen fra fri association eller ‘drømme’ til tænkning er karakteriseret af den mere eller mindre fremtrædende rolle, der spilles af ‘konceptet’” (Einstein 1979, 7).

Einsteins beskrivelse indikerer, at visuel tænkning er aktiv, ikke passiv. Dem, der ikke bruger visuelle billeder til at opfinde ting, forestiller sig måske, at det at tænke visuelt betyder at slappe af og kigge på billeder, der flyder forbi. Intet kunne være længere fra sandheden. Visuel tænkning kommer i mange former, men i hvert tilfælde er det hårdt arbejde. Det kan involvere en afledning af et nyt billede, der forbinder andre, eller manipulationen af et billede, der skal ændres. Ofte flytter mentale billeder noget. Kreative ideer opstår, når billeder fra forskellige kontekster “taler” sammen.

Interviews

Forskerne, kunstnerne, forfatterne og designerne, jeg har interviewet, afslører, hvor meget visuel tænkning kan variere.

Neuroforsker Hugh R. Wilson ser “diagrammer i [sin] hjerne”, når han hører, at en retinal ganglion-celle bidrager til de receptive områder for mange kortikale celler. Han under sig over, hvordan nogen, uden at bruge mentale billeder, kan forstå, hvordan receptive områder fungerer (interview med forfatteren 6-2-10).

Cellebiolog Barry D. Shur fortalte mig, at under en samtale “har jeg det her lille slide show, der kører i mit hoved, [hvor] hvert slide er en tanke.” Shur definerer tanke som “den mindste konstruktion, der bærer mening,” og hvis ikke dette er et visuelt billede, så ved han ikke, hvad det skulle være (interview med forfatteren 4-1-10).

Som psykolog Rudolf Arnheim, der kaldte visuel perception “kognitiv aktivitet,” kan maleren Mary J. Welty ikke adskille “at se” fra “at tænke” (Arnheim 1969, 5). I det øjeblik hun ser et objekt, tænker hun allerede på, hvordan hun vil male det. Hun lægger mærke til, hvordan skyggerne falder, og hvordan de påvirker farverne. For Welty betyder det at male også at forestille sig, hvordan hun kan bruge visuelle referencer til at vække billeder, der kan associeres med andre sanser. Når hun maler en åben appelsin, vil hun have, at publikum skal kunne se “de små glimtende dråber” og dufte appelsinerne, som de forestiller sig (interview med forfatteren, 6-29-10).

For disse kreative mennesker kan visuel tænkning betyde at bruge mentale diagrammer og snapshots til selv at forstå ideer og til at planlægge visuelle måder at præsentere dem for andre.

Visuel og verbal

Tilbage i 1970’erne blev de kognitive typekategorier “visuel” og “verbal” stillet op som modsætninger. Ligesom Kozhevnikovs laboratorieundersøgelser viser, indikerer min narrative research ligeledes, at sandheden er langt mere kompleks. Ikke alene samler “visuel” og “verbal” tænkning diverse færdigheder; de eksisterer sammen i alle hjerner, og kreative impulser opstår, når de interagerer. At være tilbøjelig til visuel tænkning kan betyde, at man har evnen til at beskrive og analysere billeder med ord. Da jeg spurgte neuroforsker Edward G. Jones, hvorfor han tror, at han er visuelt orienteret, svarede han, “Jeg er virkelig god til at sætte ord på det, jeg ser … Jeg kan ikke adskille vision fra ord” (Interview med forfatteren, 6-15-10). Temple Grandins Thinking in Pictures bruger sproget på en mesterlig måde til at forklare, hvordan visuel tænkning virker. Hos Grandin berører ordene kaskader af billeder, når hendes visuelle og sproglige systemer interagerer (Grandin 2006).

Poesi og billeder

Digteren Natasha Trethewey har så stærk en visuel hukommelse, at, da hun læste op til eksamen i gymnasiet, memorerede hun visuelt sine noter og kunne læse svarene fra sine mentalt scannede “sider.” “Det er et billede, der hjemsøger mig,” siger Trethewey, idet hun reflekterer over måden, hun skriver digte på (Interview med forfatteren, 2-15-10). At skabe poesi involverer at udvælge ord, der kommunikerer en vision, så læseren kan skabe tilsvarende billeder. Til at holde styr på ideer, der måske kan bruges i digte, har Trethewey en notesbog over billeder – bortset fra at “billederne er ord” (interview med forfatteren, 2-15-10). Den litterære kritiker Elaine Scarry støtter Tretheweys anskuelse, at mange mennesker læser digte og historier for at visualisere. Velskrevet litteratur tilbyder “et sæt af instrukser til komposition” for sindet, ligesom musiknoder fortæller musikere, hvordan de skal skabe musik (Scarry 199, 244). Hugh R. Wilson, som bruger mentale diagrammer til at forstå neuroners interaktioner, elsker at læse, men afskyr dårlig litteratur. Hvordan ved han, at det er dårligt? Fordi “det kommer i vejen for [hans] visualisering” (interview med forfatteren, 6-2-10).

Ved at sammenligne resultaterne fra laboratorie- og interviewbaserede studier kan vi arbejde hen imod at forstå alle aktiviteterne, som visuel tænkning involverer. For at lære alt om, hvad den menneskelige hjerne kan, bliver vi nødt til både at respektere og sætte spørgsmålstegn ved eksperimentelle data. Vi bliver også nødt til at lytte til hver individuelle persons udlægning af, hvordan deres tænkning fungerer og tilgå disse indsigter med samme kombination af respekt og kritisk undersøgelse.

Anvendte værker

Arnheim, Rudolf. 1969. Visual Thinking. Berkeley: University of California Press.

Blazhenkova, Olesya, and Maria Kozhevnkov. “Visual-object ability: A new dimension of non-verbal intelligence.” Cognition 30 (2010): 1-26.

Einstein, Albert. 1979. Autobiographical Notes. Edited and translated by Paul Arthur Schilpp. Chicago: Open Court.

Galton, Francis. 1883. Inquiries into Human Faculty and Its Development. London: MacMillan.

Grandin, Temple. 2006. Thinking in Pictures and Other Reports from My Life with Autism. London: Bloomsbury.

John-Steiner, Vera. 1997 [1985]. Notebooks of the Mind: Explorations of Thinking. New York: Oxford University Press.

Kandel, Eric R., James H. Schwartz, Thomas M. Jessell, Steven A. Siegelbaum, and A. J. Hudspeth. 2013. Principles of Neural Science. 5th ed. New York: McGraw Hill.

Kozhevnikov, Maria, Olesya Blazhenkova, and Michael Becker. 2010. “Trade-Off in Object versus Spatial Visualization Abilities: Restriction in the Development of Visual-Processing Resources.” Psychonomic Bulletin and Review 17.1: 29-35.

Kozhevnikov, Maria, Stephen Kosslyn, and Jennifer Shephard. 2005. “Spatial vs. ObjectVisualizers: A New Characterization of Visual Cognitive Style.” Memory and Cognition 33.4: 710-26.

Scarry, Elaine. 1999. Dreaming by the Book. New York: Farrar, Strauss, Giroux.

West, Thomas G. 2009. In the Mind’s Eye: Creative Visual Thinkers, Gifted Dyslexics,and the Rise of Visual Technologies. Amherst, NY: Prometheus Books.

Laura Otis

Laura Otis er professor i engelsk på Emory University. Med en MA i neurovidenskab, en ph.d. i komparativ litteratur og en MFA i fiktion.

Hun har bl.a. skrevet følgende bøger:

Laura Otis udgivelserere

Læs mere om Laura Otis

Skriv en kommentar